I Lokalavisen tirsdag, den 10. november kunne man læse, at Fortællerværkstedet i stationsbygningen nu er en realitet.
Lokalavisen skrev: Med Ebba Hestbæk som stationsforstander har to lokale foreninger et par gode tilbud såvel til de unge som til de ældre i lokalområdet.
Der skal ske noget i byen og i særdeleshed i de tomme lokaler i den gamle røde stationsbygning og i det hele taget omkring bymidten. Et ønske, der blandt mange kom frem under projekt "Sans Hedehusene", lyder det fra formanden for Kultur Paa Heden, Ebba Hestbæk. Derfor har formanden i samarbejde med Amatørteaterforeningen Batcol og et økonomisk tilskud fra Kulturelt Samråd arrangeret fo fortællerdage i stationsbygningen. Arrangementer, der i begge tilfælde foregår i denne uge, 12. november kl. 15 og 13. november kl. 14.
Det første arrangement er for børn fra 9 til 12 år, som godt kan lide en rigtig god og spændende historie.Den læser den islandske forfatter Thórarinn Leifsson fra sin bog "Fars store hemmelighed", der handler om helt almindelige søskende, der har en meget ualmindelig far. Han er nemlig kannibal - og det gør børnene alt for at skjule. Men så sker der noget spændende og det kan man høre meget mere om fra på torsdag kl. 15.
Fredag kl. 14 gælder det så en oplæsning af fortælleren Gudrun Rügge, der sammen med stationsforstander Hestbæk vil hygge om de fremmødte med en kop kaffe med tilhørende småkager og ikke mindst flere gode historier af og om den kendte danske forfatter H. C. Andersen.
Er der en rimelig tilslutning til de to arrangementer lover Ebba Hestbæk sammen med Ruth Trier fra Kunstforeningen Humlen flere arrangementer i stationsbygningen, som blandt andet koncert med akustisk musik og i en periode billedværksteder.