God start for Hedemarkedet 2011

2011hm37

Foto: Jesper Therkildsen

Årets første Hedemarked fik en fin start til trods for at det foregik Skærtorsdag, hvor vi måtte undvære fiskebilen. Til gengæld kom borgmester Michael Ziegler forbi og åbnede markedet og efterfølgende gav en lille dans til tonerne fra trubaduren Morten Lucas.

Helligdagen og det gode vejr gav anledning til at forholdsvis mange mennesker kiggede forbi. Ikke færre end 14 boder kunne de besøge, heriblandt arrangørernes egen, hvor de agiterede for medlemskab af foreningen ”Hedemarkedet”.  I den forbindelse fik foreningen 10 nye medlemmer.

Fotografen Jesper Therkildsenfik dagen foreviget med en masse billeder, som man vil kunne se påfølgende adresse http://www.therkild.dk/Slideshows/20110421hedemarkedopeningfirst2011/album/index.html.

Næste marked foregår torsdag den 19. maj kl. 15.00 – 18.00. 

Hedemarkedet

Connie_fra_ringsted_hendes_to_

Hedemarkedet starter Skærtorsdag

Det er altid den 3. torsdag i måneden der sker noget på pladsen foran Hedehusene station – og det uanset at 3. torsdag er en Skærtorsdag.

- Det vil vi ikke lave om på, siger formanden for den nystartede forening for Hedemarkedet, Ruth Trier. Vi må så undvære fiskebilen. Til gengæld giver vi folk, der p.g.a. arbejde har svært ved at nå markedet, en mulighed for at komme forbi og give input til arrangørerne.

De vil kunne melde sig ind i foreningen ”Hedemarket” og i øvrigt komme med ideer til hvordan markedet skal udvikle sig.

Borgmester Michael Ziegler har – på trods af helligdagen – lovet at komme og stå for den officielle åbning af markedet, der nu starter på sin 2. sæson.

Det skal være et festligt og hyggeligt marked. Derfor vil der være ekstra mulighed for at sætte sig, hygge sig og nyde musikken. Der vil ved Restaurant Bollini blive serveret kolde drikke.

Musikken sørger troubadouren Morten Lucas for. Han har ry for at kunne sprede en god stemning i kraft af at hans store musikalitet og sin musikalske spændvidde.

Så vil der ellers være en række boder rundt på pladsen. Det lokale bilaug vil sælge frisk honning, Allan Lynge der også er lokal vil præsentere sit værktøjsophæng som kan være interessant for alle der vil have styr på værktøjet,  Ebba Hestbæk der var med til at starte markedet i sin tid er stadig med – nu blot som en af de handlende. Hun sælger syltetøj for ”Solstrej” i Reerslev. Derudover er der en række andre lokale, der sælger smykker, bøger, malerier, bolsjer, tupperware.

Endelig glæder arrangørerne sig over at Byens Bager, Morten Jensen, så konsekvent støtter markedet. Dels ved at bidrage til annonceringen, dels ved at have en bod på markedet med friskt brød. 

- Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang. Vi har hen over vinteren fået flere positive tilkendegivelser over at vi holder fast i at Hedehusene skal have sit eget marked, slutter Ruth Trier, der krydser fingre for at vejret er med markedet og at mange møder op og støtter markedet.





Billedtekst: Der bliver forhåbentlig god lejlighed til at hygge sig ved Hedemarkedet på torsdag. Her Connie fra Næstved og hendes to børnebørn fra Hedehusene.